Volleliga-panel: Grundspillets overraskelser

Grundspillet er afgjort. Otte damehold og otte herrehold har indløst billetten til denne sæsons kvartfinaler. Volleyliga-panelets Morten Snetoft Ødum giver her sit syn på hvilke hold, der har overrasket. Grundspillet er slut og semifinalerne står for døren. Inden sæsonen gik i gang, gav jeg mit bud på, hvordan sæsonen ville gå. Nok er vi ikke…

:

Grundspillet er afgjort. Otte damehold og otte herrehold har indløst billetten til denne sæsons kvartfinaler. Volleyliga-panelets Morten Snetoft Ødum giver her sit syn på hvilke hold, der har overrasket.

Grundspillet er slut og semifinalerne står for døren. Inden sæsonen gik i gang, gav jeg mit bud på, hvordan sæsonen ville gå. Nok er vi ikke helt i mål, og meget kan ske endnu, men jeg udnytter alligevel chancen til at følge op på min spådom og se på hvad, der har været af overraskelser – positive såvel som negative.

Damer
At Holte ligger ubesejret på førstepladsen og Brøndby på andenpladsen overrasker i hvert fald ikke. Brøndby var tæt på at vinde over Holte i pokalsemifinalen (som de gjorde det i pokalfinalen sidste år), men Holte ville det anderledes i år og vendte 0-2 i sæt til en sejr.

Bronzevinderne fra sidste år, ASV Elite, er røget ud af toppen, hvilket må siges at være helt okay givet de store udskiftninge,r de har haft i truppen.

Den store overraskelse er for mig igen Gentofte. Sidste sæson var de ny-oprykkere og de største højdespringere. I denne sæson, på trods af holdets daværende topscorer, Sofia Bisgaard, røg til Brøndby og der er kommet ny træner, springer de igen højt og nupper simpelthen grundspillets 3. plads, som jeg egentlig havde troet Køge ville sætte sig på. Forklaringen ligger i høj grad i holdets nye stjerneangriber, Charlene Manuela Mayo Johnsen, der ikke blot er holdets nye topscorer, men faktisk Ligaens topscorer.

Skuffelserne står Fortuna og Frederiksberg for. Jeg havde håbet at Fortuna kunne vende den dårlige afslutning på sidste sæson, og dermed være en dark horse til at drille top- holdene, men det skete desværre ikke. Lidt spøjst har de tabt begge gange til VK Vestsjælland, men vundet en enkelt kamp over både Køge og ASV. Så de fik da drillet et top4-hold en enkelt gang.

Frederiksberg har tabt samtlige kampe. Det er desværre bare ikke godt nok. Selvom ingen havde høje forventninger til dem, var det dog ikke forventet at det ville stå så slemt til. Jeg kan da også løfte sløret for, at holdet selv har valgt ligaen fra til næste sæson og i stedet vender tilbage til 1. division.

Jeg spår at top4-holdene går videre til semifinalen uden de store problemer. Kun Køge mod ASV kan gå hen og blive afgjort i tre kampe. Det kan vi jo kun håbe på.

Herrer
Der er heller ingen overraskelse på førstepladsen her hos mændene. Den sidder Gentofte tungt på med 18 sejre i 18 kampe.

På en næsten delt andenplads, begge hold med 13 sejre, ligger Nordenskov og Middelfart. Med den store spillerafgang i både Marienlyst og Hvidovre, var dette en åbenlys chance for de to hold, men jo ingen selvfølge. Så det er da dejligt at se, at de har realiseret denne chance med godt spil.

Amager og Ishøj endte under stregen og kom ikke med i kvartfinalerne, som ser sådan her ud. Der er altså heldigvis spænding at hente allerede her i kvartfinalerne, i form af både Marienlyst vs ASV og Middelfart vs Hvidovre, men især semifinalerne bliver rigtigt spændende. Der kan alt ske!

Få det fulde overblik over alle kvartfinaler i Volleyligaen her.

Morten Ødum

* Denne artikel er baseret på indhold fra et medlem af Volleyliga-panelet. Indholdet afspejler udelukkende det enkelte medlems synspunkter og tanker, og reflekterer derfor ikke Volleyball Danmarks generelle standpunkter. Volleyliga-panelet er en dynamisk gruppe af entusiastiske Volleyliga-eksperter, der bidrager med forskellige synspunkter og vinkler til Volleyligaen. Har du lyst til at være en del af Volleyliga-panelet, er du velkommen til at kontakte ces@volleyball.dk for at høre mere.