Gentofte Volley vinder DM-guld efter dramatisk finaleafslutning

Gentofte Volley kan for fjerde år i streg kalde sig Danmarksmestre, efter de søndag eftermiddag vandt tredje, og dermed afgørende, kamp i DM-finaleserien mod BK Marienlyst. DM-finale, kamp 3: Gentofte Volley – Marienlyst: 3-1 (24-26, 25-19, 25-16, 25-22) Ikke siden 2017 har Gentofte Volley og BK Marienlyst stået over for hinanden i en DM-finale. Dengang…

:

Gentofte Volley kan for fjerde år i streg kalde sig Danmarksmestre, efter de søndag eftermiddag vandt tredje, og dermed afgørende, kamp i DM-finaleserien mod BK Marienlyst.

DM-finale, kamp 3: Gentofte Volley – Marienlyst: 3-1 (24-26, 25-19, 25-16, 25-22)

Ikke siden 2017 har Gentofte Volley og BK Marienlyst stået over for hinanden i en DM-finale. Dengang var det fynboerne fra Marienlyst, som – lidt overraskende – løb med guldet og håneretten. Der var derfor lagt op til et spændende revancheopgør mellem de to klubber, der begge har klublokalerne fyldt godt op med DM-trofæer.

Spænding var der også rigeligt af fra starten af søndagens kamp. Bagud 2-0 i kampe skulle BK Marienlyst nemlig finde et ekstra gear frem, hvis de skulle slå Gentofte ud af vinderkurs, og det gjorde de i den grad også i kampens første sæt, hvor fynboerne storspillede sig til en sætsejr.

Herfra gik luften dog ud af den fynske ballon, mens forhåndsfavoritterne fra Gentofte formåede at vinde de efterfølgende to sæt i sikker stil. I fjerde sæt vågnede fynboerne dog op til dåd og var et mulehår for at skabe overraskelsen med et femte sæt ,der dog blev aflyst i sidste sekund af et rutineret Gentoftemandskab, der vandt kampen og dermed DM-guldet – med en sejr på 3-1.

Cheftræner for Gentofte Volley, Dan Pawlikowski, om kampen:

”Vi vidste, at Marienlyst var gode, og at det havde et højere niveau. De pressede os i den grad i dag, men vi fandt også gode løsninger på dét, de kom med, så vi kunne tage sejren i sidste ende.”

”Det har været en hård sæson, fordi vi aldrig har været sikre på, hvad der kom til at ske. Det har holdt os på tæerne og gjort os omstillingsparate. Vi har aldrig helt vist, om vi kunne træne, hvor mange spillere, der kunne være med og en stor del af truppen blev smittet med Covid-19, så vi skulle flytte mange kampe. Så vi havde en periode med kamp efter kamp, så det har været hårdt for fysikken, men drengene har kæmpet hårdt for at stå sammen og blive klar til nu, hvor det virkelig galt, hvilket vi er stolte af.”

“Sidste år var en skuffelse, fordi vi ikke fik muligheden for at afslutte sæsonen med et finalespil. Så det er næsten to år siden, at holdet har stået i sådan et slutspilforløb som nu, og der er kommet mange nye ansigter i truppen. Det var derfor fedt at se, at de kunne stå imod presset og tage den hjem i dag.”

Med DM-sejren cementerede Gentofte Volley endnu engang deres dominans i dansk volleyball. Klubben har nu i alt 9 DM-guldmedaljer og har ikke misset en DM-finale siden 2011. De seneste fire sæsoner er blevet afsluttet med guld om halsen.

Kampen sæt for sæt:

Selvom der ingen publikum var i hallen, kunne man tydeligt mærke et højt spændingsniveau de to hold imellem, da kampen blev fløjtet i gang. Første sæt startede da også yderst tæt, og begge mandskaber fik skabt et skyhøjt pres på hinanden i serv såvel som angreb. Bagud 19-21 tog Gentoftes trænerstab deres første timeout, hvorefter Marienlysthæver, Mikkel Hoff, kvitterede med et drøn af et servees til 19-22, og fynboerne virkede til at have sættet i deres hule hånd. Men da boldene pludselig blev afgørende, virkede Marienlyst tøvende, og de missede da også første sætbold, før de hjulpet på vej af en fejl på Gentoftesiden fik afsluttet sættet 24-26.

I andet sæt lagde Marienlyst med god gejst bedst fra land, mens Gentofte skulle finde rytmen efter at have tabt deres første sæt – i kampen og i den samlede finaleserie. Det tog dog ikke lang tid, før hjemmeholdet igen var på niveau, og med et flot servees fra Gentoftes Tomas Patrick Goldsmith (der også blev kampens topscorer) blev der udlignet til 5-5. Herfra fik Gentofte skabt et godt momentum, især i blokken, hvor center Rasmus Mikelsons fik lukket ned for Marienlysts kanoner. På fynboernes side af nettet blev der nu langt imellem vinderangrebene, og selvom de mod slutningen fik pyntet lidt på sætscoren, vandt Gentofte sættet i sikker stil 25-19.

Gentofte fastholdt trykket i tredje sæt, hvor de var i front fra start til slut. På Marienlystsiden tog de personlige fejl til og de fynske angribere havde svært ved at finde løsninger, mens Gentoftemandskabet blev ved med at spille på fuldt tryk. Det resulterede også i en komfortabel sætsejr til Gentofte på 25-16.

Nu stod Marienlyst for alvor med ryggen mod muren. Og det var muligvis dét, der skulle til for at skabe den rette gnist hos gæsterne igen. Fra starten af fjerde sæt var der i hvert fald fornyet energi på fynboernes banehalvdel, som nu kom i front med flot blokadearbejde og velplacerede angreb – især af ligatopscorer Sigurd Neltoft Varming. Gentoftes syntes rystet af den intensiverede modstand, og det var nu deres tur til at kæmpe hårdt for vinderslagene. Ved 22-22 fik Gentofte dog atter skabt kontakt og vandt efterfølgende også en nervepirrende maratonbold. Momentum hos hjemmeholdet var hermed skabt, og før man kunne få sagt snip-snap-snude, havde Gentofte vundet de sidste to point og dermed lukket sættet – og kampen – 25-22.

Kampens topscorer: Tomas Patrick Goldsmith, Gentofte Volley (21 point)

KAMPROGRAM:

DM-finale herrer: Gentofte Volley – BK Marienlyst
10.04 – 17:00: Gentofte Volley vs BK Marienlyst: 3-0 (25-18, 25-20, 25-15)
15.04 – 19:00: BK Marienlyst vs Gentofte Volley: 0-3 (21-25, 23-25, 28-30)
18.04 – 15:00: Gentofte Volley vs BK Marienlyst 3-1 (24-26, 25-19, 25-16, 25-22)