Optakt: Nu starter Volleyligaen!

På lørdag er det mere end fem måneder – helt præcist 156 dage – siden, at det sidste point blev hevet hjem og Volleyligaen blev afgjort. Nu er ventetiden endelig forbi! Men hvilke hold spiller med i denne sæson, og hvordan fungerer slutspillet? Meget bliver som det plejer, når ligaholdene igen står overfor hinanden i…

:

På lørdag er det mere end fem måneder – helt præcist 156 dage – siden, at det sidste point blev hevet hjem og Volleyligaen blev afgjort. Nu er ventetiden endelig forbi! Men hvilke hold spiller med i denne sæson, og hvordan fungerer slutspillet?

Meget bliver som det plejer, når ligaholdene igen står overfor hinanden i weekenden, tager hul på en helt ny sæson. I Kvindernes Volleyliga er der dog et par nye ”ansigter” at lægge mærke til – nemlig Ikast KFUM og Lyngby-Gladsaxe Volley, som ligger ud med en direkte duel mod hinanden. 

1. Hvem spiller med?

Volleyligaen 22/23 består af ti herrehold og otte kvindehold fordelt i hele Danmark:
Volleyliga Herrer: Amager VK, ASV Elite, DHV Odense, Gentofte Volley, Hvidovre VK, Ikast KFUM, Marienlyst-Fortuna, Middelfart VK, Nordenskov UIF, VK Vestsjælland.
Volleyliga Kvinder: ASV Elite, Brøndby VK, DHV Odense, Gentofte Volley, Holte IF, Ikast KFUM, Lyngby-Gladsaxe Volley, Team Køge

2. Hvornår spilles der kampe?

Volleyligaen serves i gang lørdag den 1. oktober kl. 13:30, hvor du uge efter uge kan følge med i grundspillet frem til den 5. marts for herrer og frem til den 7. marts for kvinder. I grundspillet møder holdene hinanden to gange. Herefter står den på slutspil, som afgøres frem til den 30. april 2023, hvor vi gerne skulle have fundet vores nye Danmarksmestre.

3. Hvordan fungerer slutspillet?

Slutspillet fungerer forskelligt for herrerne og kvinderne.
I Volleyligaen fortsætter nr. 1-8 i grundspillet til fire kvartfinaler (1 mod 8, 2 mod 7, 3 mod 6, 4 mod 5). Disse kampe afvikles bedst af 3 kampe. Herefter fortsætter vinderne til henholdsvis semifinaler (højeste placering møder laveste placering) og finaler, som begge afgøres i bedst af 5 kampe. Bronzekampe afvikles som bedst af 3 kampe.

Placeringsspil Herrer:
For placeringerne 5-7 mødes de tre bedst placerede (i grundspillet) tabere af DM-kvartfinalerne. Der spilles alle mod alle henholdsvis ude og hjemme.
I herrernes Volleyliga mødes den dårligst placerede taber af kvartfinalerne og nr. 9 og 10 i grundspillet for at spille om placeringerne 8-10. Der spilles alle mod alle, henholdsvis en gang på hjemmebane og en gang på udebane. Nr. 10 i slutspillet rykker ud af Volleyligaen og nr. 9 spiller om at forblive i Volleyligaen, såfremt der er hold fra 1. division, der er certificeret til at spille i Volleyligaen.

Placeringsspil Kvinder:
For placeringerne 5-8 mødes tabere af kvartfinalerne. Der spilles alle mod alle henholdsvis ude og hjemme.

For alle placeringsslutspil gælder, at hvis to eller flere hold i puljen har vundet lige mange kampe i puljespillet, rangeres holdene efter deres placering i grundspillet. For placeringsslutspil 5 til 7 gælder at nr. 5 i Volleyligaen vinder en 4. seedning i den efterfølgende sæsons landspokalturnering.

4. Hvor kan jeg se kampene?

Volleyball skal selvfølgelig nydes i hallen. Men kan du ikke lige komme forbi hallen, bliver alle kampe i Volleyligaen heldigvis også vist på VolleyTV, der i oktober 2020 ændrede format, så alle kampe i Volleyligaen nu bliver dækket via et fastmonteret streamingsetup i hallerne.
Derudover har Volleyball Danmark forlænget samarbejdsaftalen med sportskanalen SPORT LIVE, som viser udvalgte mandagskampe på deres kanal med kommentering. Følg med på Volleyball Danmarks Facebookside, hvor vi løbende annoncerer hvilke kampe, der vises på SPORT LIVE.
Sådan får du Sport Live på dit TV.

5. Hvor kan jeg finde mere info?

På volleyligaen.dk vil der løbende blive opdateret med information om Volleyligaen, nyheder, optakter, mm. På siden kan du også nørde statistik, tjekke holdinformationer og tjekke kampkalenderen for de næste mange uger – god fornøjelse!

Skal du være den første til at læse de seneste nyheder fra Volleyligaen? Så skriv dig op til nyhedsbrevet lige her

Plads Til Alle – Brug for Alle.